imageJeg har i et stykke tid påstået, at det der med tøjkriser er en saga blot for mig. At jeg ikke kunne forstille mig, hvornår jeg for alvor ville være i tvivl om, hvad jeg skulle tage på. Min garderobe passer jo til mig og til mit liv og faktum er, at min påklædning er blevet nem og ubesværet – selv når det skal gå stærkt. Det var indtil i fredags… 

Hvis du ikke allerede ved det, så kommer den korte version af min garderobe-rejse her. Inden jeg fik min første datter, havde jeg en gigantisk garderobe. Mindst en af hver var mit motto. Altså ikke ét par bukser, men et par bukser i hver model og farve. Det samme gjalt for bluser, kjoler, nederdele og ikke mindst accessories.
I starten af 2011 fandt jeg mig selv stående med en baby på armen, 30 ekstra kilo på sidebenene og en garderobe som hverken passede til min krop eller til mit nye liv som mor. Jeg havde tøjrkise på tøjkrise, og jeg havde stort set ikke en eneste dag i tøj som jeg følte mig rigtig tilpas i.

En kold februar nat, mens jeg ammende, gav jeg mig i kast med Nina Garcias Style Strategy og der traf jeg en beslutning; jeg ville have en velfungerende garderobe.  

Lang historie kort. I takt med at jeg arbejdede med min garderobe, fandt jeg ud af, at jeg faktisk kunne klare mig med færre ting, end jeg hidtil havde troet. Det kunne jeg, fordi jeg undervejs havde opdaget at 1. det kunne betale sig for mig at finde og tydeliggøre min stil, og 2. at alt, hvad jeg valgte at købe skulle kunne mikses på kryds og tværs. 

Gennem årene arbejdede jeg med mig selv og delte mig rejse på min daværende blog. Min garderobe blev langsomt skarpere og jeg fandt ro i min forholdsvis lille garderobe – langt henad vejen fordi tøjkriserne ikke længere var et problem. Mottoet “mindst en af hver” blev skiftet ud med “lidt, men godt”, og tøjkriserne blev skiftet ud med en hverdagsuniform. Min rejse har ført meget med sig og en af tingene er altså det der med tøjkriser ikke er noget jeg oplever.

Men så blev det fredag. DEN fredag. Fredagen hvor førstearvingen skulle starte i før-skole. i SKOLE! Jeg skulle som mor præsenteres for hele lærerstaben og alle de andre forældre.

Jeg lader den lige hænge lidt… I et mor-liv er det her altså vildere end det lige lyder…

image
Men der stod jeg så, foran mit skab og overvejede hvad man tager på på sådan en første før-skoledag. Hvordan kunne jeg på nogen måde se både sød, sej, mor-agtig på den cashual-men-alligevel-ansvarlige måde, og ramme balancen mellem hirseboller og karrierekvinde?
Jeg prøvede tre forskellige bluser – de tre der var rene, og tænkte at det bare ikke var helt rigtigt. Jeg skulle lige til at panikke, vrisse lidt af min mand og blive småsur. Tænk at al det arbejde jeg havde lagt i min garderobe var forgæves. Hvis mine få velvalgte items ikkeengang kunne klare en lille tur i førskole, hvad nyttede det så at jeg gang på gange havde overvejet og gransket hver eneste lille ting til min garderobe?

Som du nok kan regne ud var jeg i panik, og selvom det tog lidt tid, så endte det altså med at gå op for mig at min panik bundede i usikkerhed. At det ikke handlede om hvad der hang i min garderobe, men at det handlede om mig. Jeg mærkede på egen krop at det der med tøjkriser ikke kun handler om det tøj som hænger i garderoben, men også om de begivenheder som livet byder på, ikke mindst de uvante og nye begivenheder. Som når vi skal præstere til en jobsamtale, eller bliver inviteret til et bryllup. Hver eneste gang vi skal noget som føles anderledes end det vi “plejer” stiller det nye krav til garderoben, blandt andet fordi vi af og til føler at vi skal være mere, eller noget andet, end det vi er. Og det var præcis det der skete for mig i fredags. Jeg skulle være før-skole-mor version 2.0. Jeg havde brug for en superheltedragt inklusiv gadgets. Og det jeg opdagede var at der ikke hang en superheltedragt i min garderobe. I stedet stod jeg og kiggede på det tøj som jeg altid har på.

Jeg endte med tage en beslutning som jeg har taget flere gange før, nemlig at det der med tøjkriser er spild af tidJeg valgte resolut det tøj som jeg har det allerbest i, det tøj som faktisk hænger i min garderobe.
Jeg tog afsted i 
tøj som var mig og som jeg havde det godt i. Tøj som tilladte mig at rette min fulde opmærksomhed mod min datter som var hovedpersonen. Tøj som måske ikke udtrykte “jeg har styr på det der med at være mor”, men som i stedet udtrykte “mig som den jeg er”. Det i sig selv kan være skræmmende, for helst ville jeg have være hende jeg som et øjeblik forstillede mig at mit tøj skulle signalere, hende den seje mor, superheltinden som junglerer hjemmelavede formimdagssnacks til madpakken, inviterer hele klassen hjem til fødselsdag “bare fordi det er hyggeligt” og samtidig ser overskudsagtig ud på den ikke-forcerede måde.
Om jeg endte med at ligne hende? – Helt sikkert ikke. Men jeg endte med at have en fuldstændig fantastisk dag, med plads til at banke en stor fed imaginær milepæl i jorden, og jeg endte med tid til at være mor. Jeg endte ikke i den superheltedragt som jeg et øjeblik ønskede jeg kunne hive på, men da dagen var omme kunne jeg konstatere at jeg har min egen superheltedragt bestående af hverdagsfavoritter som tillader mig at være mig.

I fredags blev jeg mindet om at tøjkriser kan opstå selvom garderoben er gennemtænkt, og at tøjkriser langt hen af vejen handler om det vi gerne vil have andre ser i os. Men jeg blev også mindet om at det er værd at brugt tid på garderoben. At pinne på pinterest, nørde outfits på Polyvore og prøve den ene item efter den anden, indtil den helt rigtige dukker op. Gevinsten mærkes selvfølgelig i hverdagen fordi det er nemt bare at hive noget på, men den mærkes for alvor på en dag som i fredags, hvor det allerbedste tøj ikke bare skal være tøj…