ESSAY // OM FORHOLDET MELLEM KROP OG TØJ

Jeg stod her den anden dag og prøvede tøj. I et af de der prøverum med dårlig, gulgrønt lys, der får mig til at se syg ud. Det er som om, at de lige præcis ved, hvad det er for en lyssætning, der skal få mine poser under øjnene til at fremstå tungere og appelsinhuden på røven dybere. Nå, men jeg stod der og prøvede en maxikjole på, mens jeg overvejede om den var “noget”. Ikke så meget om den var pæn, for det er den. Ikke så meget om det er min stil, for det er den. Men mere om den kunne “gå”. Om det kunne gå an. Om jeg ville føle mig komfortabel med at have noget så kropsnært på. Om jeg kunne “tillade mig det”.

“Jeg er blevet for stor”, “jeg har taget på”, “jeg kan ikke passe den længere”. Måske kender du de sætninger? De fleste af os har nok i hvert fald oplevet, at vi på et tidspunkt har konstateret, at et stykke tøj er blevet enten for stort eller for småt og derfor ikke rigtigt “virker” længere. Kropslige ændringer er nemlig en af de helt store grunde til, at vi kvinder ikke bruger og over tiden kasserer vores tøj. Faktisk har nogle undersøgelserne vist, at det er den største “synder” i tøjspild, fordi +-10 kilo kombineret med en kropsnær kvindemode bidrager til en konstant køben-og-smiden-væk. Det er måske nok sat på spidsen og min erfaring er, at mange af os kvinder faktisk gemmer tøj +- en størrelse i skabet til “hvad nu hvis”. Men ikke desto er det tøj, der i så fald ligger urørt hen. Forholdet mellem kroppen og tøjet er nemlig en af de helt store nøgler i forhold til, om tøj bliver brugt eller ej. Det var også ét af de centrale emner i mit speciale – og jeg kan i den grad kende det fra mit eget liv. Kigger man nemmere på det, så handler det dog ofte om langt mere om bare, hvorvidt kjolen passer eller ej.

En af grundene til det er, at forholdet mellem tøj og kroppen er så vigtigt skyldes den intime relation mellem de to. Tøj er den type ejendel, foruden smykker (og telefonen måske), som vi bærer tættest på os. Hele dagen. Men det er også en type ejendel som de fleste af os har for os selv – noget privat –  som vi ikke deler med andre. Tøj er vores “chosen second skin”. Det er det, vi iklæder os for ikke at stå “nøgne” overfor vores omverden. På den måde kan man sige, at vi har et “kropliggjort forhold” til vores tøj – det er efter mange ganges brug næsten blevet en del af os. Så stor en del, at det til tider kan være trist at sige farvel til en slidt favorit, der har tjent en vel. Det er det smukke ved tøj, der fungerer. Det smelter sammen med os og er med til at understrege, hvem vi er.

Men lige så positivt som tøj, der bare passer som “fod i hose”, er, ligeså frustrerende kan det modsatte være. Det taler vi måske bare ikke helt så meget om. Nederlagsfølelsen, når noget ikke passer. Enten noget, vi har bestilt hjem, men som slet ikke klædte os. Eller når kroppen har ændret sig – Gud forbyde, at vi har taget på – og derfor ikke kan passe vores tøj. Det er overraskende skamfuldt. Skamfuldt at tage på – at skulle indse, at man ikke kan passe det, man engang kunne. Det er på én eller anden måde et udtryk for kontroltab. Et udtryk for, at man ikke har styr på sit liv. Det overrasker mig gang på gang, hvor stramt kvinder har det med deres krop – og hvor meget garderoben kan være med til at bidrage til netop den følelse. Ikke fordi jeg ikke selv kender det, for det gør jeg, men mere fordi det er ikke er meningen med tøj.

For mig bliver det allermest tydeligt, når det kommer til forskellige grunde til, hvorfor noget ikke “passer”. For der er altså forskellige grunde til, hvorfor tøjet ikke bliver luftet. Tøjets “fit” handler nemlig ikke kun om at kunne lukke bukserne eller ej. Det handler lige så meget om, hvorvidt det opleves som “fit”. Hvorvidt tøjet får os til at fremstå på den rigtige måde: om tøjet dækker og gemmer eller fremhæver og fremelsker, som vi ønsker det skal gøre. Om tøjet får os til at fremstå, som vi ønsker at fremstå. Om tøjet får os til at matche vores (ideal) selvbillede. For til tøj er der knyttet en fantasi – en fantasi, om hvordan det transformative element skal være med til at skabe en optisk illusion om, hvordan vi ser ud. Til tider måske en optisk illusion om, at vi har styr på det. Ingen mavedeller og lange ben – det er der, mange af os gerne vil lande, ikk? Og jo længere vi er fra det mål, jo større forventninger har vi til, at vores tøj skal bringe os derhen. Faktum er, at der er rigtig meget tøj i vores garderobe som passer, men som vi ikke oplever som passende. Det skaber et ubehag, fordi det efterlader os på halvvejen. Fordi vi bliver konfronteret med dele af vores krop, som vi gerne så anderledes  – eller som vi i hvert fald ønsker, at andre så anderledes.

Jeg elsker tøj – og jeg elsker tøjet for at give mig en mulighed for at klæde mig på (og nogle dage; klæde mig ud). Men jeg bliver ked af det, når jeg ind i mellem tager mig selv i at tænke “den kan jeg ikke tillade mig at gå med” eller “man kan se det hele”. For er det ikke meningen, at jeg skal gemmes væk. Jeg skal da lige det modsatte. Jeg skal da bringe mig selv “out there” – sætte mig selv i spil. Hvad er det egentligt for en tankegang, der får mig til at overveje om jeg kan tillade mig at iføre mig ovenstående kjole? Hvad er det for en tankegang, der får mig til at forvente, at en lang slasket viskose kjole skal få mig til at se højere ud uden at vise mine lovehandles for meget? Er det virkelig en tankengang, jeg tager ejerskab i? Som jeg kan stå inde for at tænke om mig selv? Om andre? Er det en tanke gang jeg ville give videre til en evt. fremtidig datter? Er jeg ikke netop proklameret kvindeforkæmper, der mener, at der skal være plads til alle kvindekroppe i moden?

Faktum er, at vi forlanger for meget af vores tøj, når vi forventer, at det skal dække og glatte alt det ud, vi ikke synes der fungerer. Så meget kan tøj slet ikke opfylde. Men bag det høje krav til vores tøj ligger der et endnu højere krav til os selv. Et krav om at vi burde. Burde se ud på en bestemt måde. For at være gode nok – for at være den rigtige version af os selv. Vi har høje krav til os selv og fordi vi ikke magter opgaven, så regner vi med at tøjet klarer det for os. Men når det ikke lykkes, så ender tøjet i stedet for at bidrage til følelsen af, at vi ikke ser ud som vi gerne vil. At spejlbilledet er forkert. At jeg er forkert.

For mig at se er det store “problem” altså ikke det tøj, vi ikke kan passe. Eller omformuleret, det tøj der ikke passer os. Tøj er sat i verden for at tjene os og ikke omvendt. Passer det ikke, så er heldigvis andre muligheder derude – og dit tøj kan måske gøre glæde et andet sted. Nej, det der generer mig er alt tøjet, som passer men som ikke opleves som passende. Det er det, der i min optik er giftigt. Fordi det alt for ofte får lov til at blive i garderoben til ingen anden verdens nytte end at give dårlig samvittighed. I min optik er det det tøj, vi skal konfrontere. Hvorfor får tøjet lov til at blive hængende? Hvad afholder dig fra at gå med det? Hvad afholder dig fra at skille dig af med det? Når vi begynder at rykke på de spørgsmål, så finder vi ofte ud af, at det handler om noget helt andet. Om manglende selvkærlighed. Om at idealkvindekroppen får dig til at føle dig forkert. Eller om, at du har det svært ved de ændringer, der sket med din krop over tid. Alle de udfordringer handler pludseligt ikke om forholdet til dit tøj, men om forholdet til dig selv – til din krop. Det er meget nøgent. Det bliver meget ærligt. Meget menneskeligt. Hvad der er vigtigt at huske er bare, at det sjældent er nyt tøj du har brug for netop der.

 


Skrevet af Thea



6 thoughts on “ESSAY // OM FORHOLDET MELLEM KROP OG TØJ”

  • Jeg er meget glad for, at du trods alt ender med den pragmatiske indstilling til tøjet, for det er bare genstande, som man ikke skal underlægge sig eller have komplekse følelser i forhold til, som jeg også tidligere har slået dig i hovedet med.
    Alle de andre ting, der står tilbage efter at tøjet har “fået fri for ansvaret” må folk så gøre et eller andet i forhold til, accept eller handling.

    Kjolen hænger løst på dig, så man kan ikke se andet end bølger af striber ned af dig. Hvis du vil have en kjole, der gør det, så kør løs 🙂

    • Jeg tror ikke helt, at jeg “forstår” din kommentar. Jeg har ikke ændret indstilling til noget, men forholder mig lige så nuanceret til emnet som jeg plejer. Bare fordi ét indlæg lægger vægt på én ting, betyder det ikke, at jeg ikke står inden for alt, hvad der ellers er skrevet her på siden 😉

      Men tak for komplimentet i forhold til kjolen 🙂

  • spændende… jeg har egentlig aldrig tænkt over at det er derfor, også jeg, har ting i skabet, som er fine, rigtig størrelse, anvendelige, men som alligevel altid bliver forbigået.
    Næste gang jeg rydder ud, skal jeg have mere fokus på om tøjet passer til min følelse i det og ikke bare størrelsen.
    Jeg ved ikke helt om det var det du mente, men det var det jeg fik ud af det 🙂
    I øvrigt synes jeg det nogle gange er sjovt at lege med størrelserne også… fx låne (det vil jo ellers blive dyrt i længden) noget der er større end min almindelige størrelse eller mindre – det giver et helt andet udtryk…. og flytter lidt på nogle grænser (og ja, selvom jeg egentlig ikke har et problem med hvordan jeg ser ud, har jeg altså også et mål om at se bedst muligt ud….)

    • Tusind tak for din kommentar 🙂

      Du har lige præcis fanget pointen med det, jeg mente. Min erfaring fra mig selv og det speciale, jeg skrev, er i hvert fald, at det er en af de store årsager til, at vi gemmer tøj, vi ikke bruger. Langt de fleste af os har en eller anden barriere for, hvad vi synes, vi kan “tillade os” at være iført. Meget af tøjet sidder sikkert langt bedre end vi selv synes, men hvis vi grundlæggende ikke trives i tøjet, så er det måske lige så fint at finde en version, man har det super godt i. Eller at tage et opgør med det begrænsede selvbillede 😀

      Og helt enig i det med størrelserne. Det er virkelig sjovt! Jeg gør det også gerne steder som H&M, hvor jeg hiver en masse tøj med ind og prøver løs. En god måde at blive overrasket og udfordret på 🙂

      Rigtig god weekend til dig!

    • Det er det nemlig – god fornøjelse med prøvningen 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *