DIT TØJ ER MERE KOSTBART, END DU TROR

Tænker du mon over, hvor dit tøj kommer fra, inden du køber det? Og overvejer du, hvem der skal have det, når du engang af en eller anden grund mener, at du er færdig med det? Mit gæt er, at det mere er undtagelsen end reglen. Derimod handler det som oftest om farven, pasformen og rigtig ofte også om prisen, når du køber nyt tøj. Og det er ret naturligt – for som mennesker forholder vi os bare bedst til det, der er lige foran os. Produktion og bortanskaffelse? Det er sjældent de mest centrale temaer på shoppeturen. Men i den forgane uge er vi alligevel blevet mindet om, at vores tøj er en del af en større sammenhæng. I weekenden blev nemlig ikke færre end tre kampagner afrundet.

DET FOREGIK I SIDSTE UGE

Først og fremmest har Fashion Revolution under hashtagget #whomademyclothes i den sidste uges løb fået os til på de sociale medier at vende tøjet udad og stille spørgsmålet “Hvem har lavet mit tøj?” til tøjmærkerne. Initiativet opstod i kølvandet på kollapset af tøjfabrikken Rana Plaza i Bangladesh der 24. april 2013 kostede mere end 1000 mennesker livet. En tragisk begivenhed der fik en bølge af kritik rettet mod blandt andet de store highstreet kæder til at rulle og som har fået organisationer og forbrugere til at presse på for, at tøjmærkerne aktivt skal forholde sig mere til lokale arbejdsforhold. Blandt har en organisationen Clean Clothes Campaign gjort et kæmpe stykke arbejde så kampen for tekstilarbejdernes rettigheder fortsætter.

Røde Kors har ligeledes i den forgange uge kørt med fuld tryk på kampagnen #smittøjet, der haft har fokus på at få os danskere til at donere vores tøj i den lokale tøjcontainer (opstillet i blandt andet din lokale Coop butik). Lørdagaften blev et underholdning- og indsamlingssshow sendt på TV2 med samme navn. Kampagnen har med små narrativer forsøgt at skabe fokus på, hvad donation og videresalg af vores gamle favoritter rent faktisk kan omsættes til i nødhjælp.

Sidst, men ikke mindst har H&M mere eller mindre bevidst sørme også plantet deres “Global Recycling Week” med fokus på, at vi skal aflevere vores brugte tøj i vores lokale H&M til genanvendelse. H&M giver som velkendt altid 15 % rabat på en valgfri vare, hvis du afleverer en pose med genbrugstekstiler i din lokale H&M. Med nye statements fra modekoncernen om, at man nu vil satse på cirkulærøkonomi er der noget, der tyder på, at H&M fremadrettet vil satse på at indsamle tøj som aldrig før. For med den lille mængde af tekstiler, der kan anvendes direkte i nyt tøj, er der stadig et stykke vej.

Selvom de tre ovennævnte initiativer har et ret så forskelligt fokus og formål, så peger de alligevel på noget fælles. At dit tøj tilsyneladende er mere vigtigt, end du måske går og tror. For det ikke er ligegyldigt, hvem der har lavet det og hvordan – og det er heller ikke ligegyldigt, hvor det skal hen, når du ikke har lyst til at bruge det længere. I det hele taget er dit tøj ikke ligegyldigt. Min pointe er faktisk, at hvis vi lærer én ting af alle ovenstående initiativer og kampagner – så er det, at vores tøj er kostbart. Langt mere værd, end den bytteværdi det har på markedet – langt mere værd end den funktion, det opfylder for dig her og nu.

HVORFOR TØJ ER KOSTBART?

Lad mig starte et andet sted. For nyligt genså jeg på opfordring af mine søde svigerinde dokumentaren “The True Cost Movie” (2015). En film, der skildrer forholdene i den globale tekstilindustri hele vejen fra dyrkning af bomulden på marken til syerskens arbejdsforhold videre til forbrugerne (dig og mig) for til sidst at ende i Afrika, hvor meget genbrugstøj ender og hvor den lokale tekstilproduktion derfor går i stå. Filmen er rystende og rørende og svær helt at finde ud af, hvordan man skal adressere, fordi hele systemet på så mange måder er gennemgående uholdbart. Og selvom jeg kunne bruge en masse plads på at gengive filmen og diskutere den globale tekstilproduktion (hvilket også er vigtigt), så vil jeg i stedet gøre to ting. Jeg vil først og fremmest anbefale dig selv at få syn for sagen ved selv at se dokumentaren på Netflix – og så vil jeg pege på, hvordan jeg mener, at vi skal forholde os til vores tøj, når kendsgerningerne er, at rigtig meget tøj bliver produceret under dårlige arbejdforhold og i så store mængder, at det belaster både miljø og mennesker. En belastning, det sjældent er os forbrugere, dig og mig, der betaler regningen for – men som derimod efterlades et andet sted i tøjets livscyklus: enten i produktionen eller i bortanskaffelsen.

the-true-cost-2015-1080p-bluray-x264-yify-mp4_20150912_102415-331

For jeg mener nemlig, at det først og fremmest starter med en holdningsændring – og et fornyet syn på, hvad tøj er. Hvis der er mennesker, der har betalt med deres helbred, familieliv og generelle velbefindende for at skabe det tøj, jeg har på kroppen, så må hele mit syn på tøj på en eller anden måde revurderes. Så bliver tøj meget mere værd end dets bytteværdi (markedsværdi) – med blod, sved og tårer i tillæg, må det siges at være mere kostbart end lige som sådan. Den billige t-shirt fra highstreet butikken får dermed en anden pris – og for mig er det det, vi som forbrugere skal starte med at værdsætte. At der har siddet et menneske i den anden ende og lavet tøjet. Lægger vi så til, hvor mange naturressourcer, der går til produktion af tekstiler, transport osv. – jamen så bliver tøj endnu mere kostbart.

At tøj er kostbart betyder, at vi i højere grad skal putte tanke i de ting, vi køber. Vi skal kigge os for og i højere grad forholde os til, at forbrug involverer mennesker hele vejen igennem værdikæden – også i sidste ende. For mig betyder det personligt, at jeg leder efter det holdbare. Ting i god kvalitet, som jeg har lyst til at beholde længe og slide op. Fordi mit forbrug forpligter. Om du vælger at kaste dig ud i økologisk bomuld eller fairtrade tøj, skal jeg ikke gøre mig til herre over – men vælg noget, du har lyst til at slide op. På den måde anerkender du det arbejde, der er blevet lagt i tingen. At den er kostbar og er lavet for at blive brugt. At lede efter holdbare favoritter adresserer selvfølgelig ikke essensen af de dårlige produktionsforhold, men omtanke og planlægning – lidt, men godt – gør at alligevel en direkte forskel for, hvor meget der skal produceres og dermed bidrager til det overordnede, uholdbare system.
 
At tøj er kostbart betyder ligeledes, at vi har lov til at finde en endnu dybere taknemmelighed over, at vi har tøj på kroppen. Det betyder, at vi har lov til at sætte pris på vores tøj. At vi gerne må være glade for det, nyde at bære det og glædes over det på daglig basis. På den måde anerkender vi, det arbejde der blevet lagt i at skabe netop denne ting. At værdsætte og glædes ved vores tøj handler også i høj grad om, at vedligeholde og passe godt på det tøj, som et andet menneske har skabt. Lige meget om det har været billigt eller dyrt – så prisen har været høj.
Der er uden tvivl rigtig meget at sige og skrive om det her emne med forud for alle handlinger ligger i min optik en erkendelse af, at tøj handler om langt mere end bare os selv.
 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *