GENNEMSIGTIGHED

Jeg mødtes med Johanne fra BedreMode her på denne solrige formiddag i København. Vi sad, som man nu gør, når man er københavnersmart, på Original Coffee med udsigt udover Sortendam Søen og Dronning Louises Bro. Under vores netværksmøde, som man kunne kalde det, faldt snakken på de parametre, vi så at sige handler efter, når vi udvælger og køber tøj. Jeg elsker sådanne snakke, fordi det sætter tankerne i gang omkring, hvorfor man egentligt gør, som man gør.

Som jeg har skrevet så mange gange før, så går jeg først og fremmest efter tøj, jeg ved, jeg får brugt – mange gange. Tøj af en vis kvalitet, pasform og af et materiale, der rent faktisk kan vedligeholdes. Tøj, jeg synes der er smukt og som er funktionelt i orden. Det er mine vigtigste kriterier. Det skriger måske ikke bæredygtighed, men for mig er det forbundet med omtanke og et stort hjerte for at ressourcerne ikke går til spilde. Holdbarhed kalder jeg det. Jeg forsøger at udvælge med omhu og derfor er planlægning en vigtig del af mine forbrugsvaner. For mig er det som at handle mad ind uden at have gjort sig tanker om, hvad vi skal have at spise – eller endnu bedre: at have lave en indkøbsliste på forhånd. Det er sket alt for mange gange, at jeg har handlet ind på tom mave og spist en snickers på vejen hjem. Og alt for mange gange, at jeg har “hovsa-købt” en ny kjole en dag, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg kiggede efter og hvor jeg følte mig som udskidæblegrød i mit tøj. Faktisk sammenligner jeg også rigtig ofte min garderobe med metabolisme (forbrænding) – eller i hvert fald tøj med kost. Du bliver, hvad du spiser. Du bliver, hvad du shopper – eller i hvert fald er det udgangspunkt, du har for at “skabe” dagens version af dig selv. Derfor er dit tøj ikke lige meget.

Det sjove er bare, at når det kommer til mad, så er jeg mere eller mindre kompromisløs, når det gælder økologi. Jeg kan godt lide at vide, at der ikke er brugt en masse sprøjtegift og at kød, æg og mejeriprodukter kommer fra steder, hvor dyrene har haft det godt. Jeg har reduceret mit kødforbrug og er netop startet på antiinflammatorisk kost og måltidskasser fra Aarstiderne. Det bliver ikke ret meget mere frelst end det, vel? 😉 Midt i al den sammenligning af tøj og kost, der er det gode spørgsmål så, hvorfor jeg ikke vælger den samme strategi med tøj, når jeg nu sammenligner garderobe med mad. Hvorfor jeg ikke går efter noget, hvor jeg ved, at tingene er blevet produceret på så skånsom en måde som muligt for miljø og mennesker? Det er virkelig et godt spørgsmål. På mange måder er det ret selvmodsigende, er det ikke?

Uden tvivl. Det er selvmodsigende. At jeg går på kompromis med produktionsforholdene, når jeg køber tøj. Faktisk ved jeg egentligt godt, hvad mit tøj er lavet af og som regel også, hvilke teknikker, der er brugt (i grove træk). Og jeg køber også gerne øko bomuld eller tencel, hvis jeg kan komme afsted med det. Men sjældent, meget meget sjældent, har jeg en fornemmelse af, hvem, der har lavet dem. Det er, hånden på hjertet, bagsiden af mit ellers så velovervejede tøjforbrug. En bagside som langt på vej handler om, at jeg slet og ret glemmer at overveje det. At jeg glemmer, at det er mennesker, der sidder i en anden ende af produktionskæden. En del af det handler om, at idet produktionen langt på vej er trukket ud af Danmark, jamen så bliver jeg ikke konfronteret med det i min hverdag. Den er ganske enkelt afsondret. Jeg kender i hvert fald ingen, der direkte arbejder med garvning eller som syerske. Det er uden tvivl med til at gøre produktionsforholdene urelaterbart for mig. Men det betyder jo ikke, at de ikke er der, bare fordi jeg ikke kan se dem og glemmer dem?

I denne uge sætter FashionRevolution fokus på netop det her emne under spørgsmålet “hvem har lavet mit tøj?”. I kølvandet på sammenstyrtningen af tekstilfabrikken Rana Plaza, der for fire år siden kostede mere end 1000 mennesker livet, er det deres forsøg på at skabe opmærksomhed på netop det, jeg selv så ofte glemmer. At der sidder mennesker i den anden ende. Og de opfordre os til at vende vrangen ud på vores tøj og bede vores yndlingsmærker om at gøre det samme. Om at vise os bagsiden af medaljen. Jeg har spurgt Rabens Saloner, der er et af mine ultimative yndlingsmærker, hvor mit tøj kommer fra og hvem der mon har lavet det.

For mig er det dog vigtigt midt i den her snak at understrege, at jeg ikke har interesset i at hænge nogen ud eller at bringe nogen til skafottet. Derimod gad jeg godt, at der i modebranchen kunne skabes en kultur af at vise, hvor tingene kommer fra – også selvom der ikke nødvendigvis er styr på alle led af deres værdikæde. At de ville vise de skridt, der rent faktisk har taget. Vise, at de er i proces. At de turde være gennemsigtige, ligesom jeg forsøger at være i dag ved at fortælle, at hvad det er jeg ofte overser og glemmer.

 


Essayet er skrevet af Thea

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *