Det er januar og i disse dage bugner mit feed med garderobeudfordringer, intentioner om at ville købe mere brugt og bæredygtigt og lister med indhold af eksisterende garderober. Fra 2011 og frem til 2018 kørte jeg selv på med samme tilgang. Årlige garderobekure og -udfordringer, tracking af nye køb og hvad jeg reelt fik brugt. Da det var på sit højeste, kørte min veninde og jeg sågar en ‘challenge’ i januar 2016 her på bloggen, hvor mere end 500 kvinder deltog. Umiddelbart herefter skrev jeg speciale om effekten ved ‘capsule wardrobes’, hvor jeg lavede et garderobeeksperiment med 4 kvinder. Målet med det alt sammen var at knække koden til den perfekte garderobe, blive fri af overforbrug (og shoppetrang) og opleve den gyldne følelse af nok – og gøre noget godt for klimaet i samme omgang.

Siden da er der sket meget. Min garderobe er et langt bedre sted, jeg tracker stadig mine køb, men til gengæld har jeg ændret mit syn på garderobeudfordringer det seneste års tid. For rigtig meget har jeg lært og fået ud af det, men noget kom jeg aldrig helt til livs i den proces, der ligger bag mig.

Det fik jeg ud af garderobeudfordringer

Jeg fik uden tvivl meget ud af at køre garderobeudfordringer, særligt ift. stil og daglige outfits, hvor garderobeudfordringer op igennem 20’erne fik mig til at holde snuden i sporet og at bruge mine penge på ting, jeg rent faktisk har slidt op i stedet for at sælge videre efter kort tid. Alt i alt vil jeg overordnet sige, at jeg har fået følgende ud af at eksperimentere (med) og kuratere indholdet af min garderobe.

1. Styr på stilen og de daglige outfits √

2. Overblik over min garderobe og bedre organisering √

3. Solid viden om materialer – herunder produktion og vedligeholdelse (at jeg arbejdede 1,5 år med bæredygtig mode har selvfølgelig også hjulpet) √

4. Reduktion af fejlkøb √

Jeg kan kun anbefale, at man giver sig i kast med garderobeudfordringer generelt – og jeg har aldrig fortrudt det arbejde, jeg investerede i min garderobe.

Det fik jeg ikke fod på undervejs

Dog var det ikke alt, jeg fik skovlen under i gennem de næsten 7 år, jeg jævnligt vendte garderoben på hovedet.

5. Styr på shoppetrangen %

6. Varig følelse af ‘nok’ %

For er der én ting som igennem alle årene ikke har sluppet mig, så er det trangen til at shoppe – og at anskaffe mig ting, jeg reelt set godt kunne klare mig uden. Jo, i perioder er shoppetrangen ikke-eksisterende – og den slags perioder er klart flere af og de er klart længere, end de var i gamle dage.

Men en ubegrundet lyst til nyt i en tilværelse, hvor jeg i virkeligheden intet mangler – den er ikke forsvundet ved købe secondhand, at lave need-to-have og nice-to-have lister, ved at dele lister over, hvad jeg allerede havde i min garderobe eller ved at bruge smarte app’s som fx Cladwell. Tværtimod er den ind i mellem blevet retfærdiggjort gennem alt det ovenstående.

Opbremsning

Det – og forskellige andre ting i privaten – fik mig til i løbet af det meste af 2019 at trække mig mere eller mindre væk fra bloggen, reducere min tid brugt på Pinterest og i det hele taget tænke og tale mindre om tøj end tidligere. I stedet besluttede jeg mig for, at jeg ville et let og uanstrengt et forhold til garderobe og forbrug – og ikke udskamme mig selv for shoppetrang eller for ikke-planlagte køb. Og så ville jeg observere, hvad der skete. Det var på mange måder modsat strømmen, hvor snak om klima, bæredygtighed og secondhand fylder langt mere nu end i 2011. Og hurra for det! Men jeg trængte til en tænkepause, for jeg var kørt totalt sur i at dokumentere og følge med i hetzen mod polyester, to-go-kopper og plastik sugerør. Til sidst føltes det som det rene klimahykleri, for jeg følte mig ikke fri i det.

Identifikation med det jeg gør og ejer

Stunder af 2019 har jeg i stedet brugt på at konstatere, at én af udfordringerne ved at dyrke det, man ejer og køber – det er, at det meget nemt ender med at eje én. Jo mere jeg personligt dyrker, hvad jeg køber, hvorfor jeg køber det og hvad det er lavet af – jo mere har jeg tendens til at se min garderobe og resten af mine ejendele som et udtryk for den, jeg er. Jo mere bevidst og bæredygtigt jeg selv mener, jeg forbruger, jo mere ser jeg mig selv som en (grøn) forbruger – og identificere mig selv med det jeg gør og ejer. I gennem årene troede jeg, at det var vejen til at opleve følelsen af ‘nok’, men den har aldrig varigt indfundet sig.

Er det nok nu?

Det der personligt har skabt den allerstørste udvikling for mig på det her område har været at arbejde mere aktivt med mindfulness og tilstedeværelse – og i særdeleshed at læse stort set alt, jeg kan finde af Eckhardt Tolle.

Illusionen om at være den perfekte forbruger og eje den perfekte garderobe er jeg i gang med at erstatte med en langt dybere følelse af frihed og tilfredshed ved det, jeg har og er  – her og nu. Hvad jeg ejer, gør, laver, arbejder med osv. er i sidste ende slet ikke er fyldestgørende for, hvem jeg er. Det er bare add ons – og det er i sig selv dejligt, men ikke essensen af tilværelsen – blot indholdet.

Det er en proces og det føles tildels som om, at jeg er ved at lære mig selv og mit forhold til den fysiske verden bedre at kende. Den Thea, der er mere end bare forbruger. Det har blandt andet ledt til en langt større skabertrang, som pt. giver sig udslag i et nyt lille projekt, hvor jeg laver armbånd af nye og pre-loved sten, krystaller og rav.

For mig er der ikke nødvendigvis lighedstegn mellem at ville give sin garderobe en udfordring ( eller at ville gøre noget godt for vores smukke planet) og det at reducere sin identitet til forbrug og ejendom. Men jeg tror på, at jo mere man dyrker sine ting, jo mere armlængde skal man have til sine dem, så de forbliver brugsgenstande.

2020 bliver for mig et år, hvor jeg forsigtigt leger med idéen en ramme omkring mit forbrug. Men på en anden måde denne gang – mere om det i næste indlæg.

I stedet er jeg nysgerrig på, om du mon kan genkende noget af det?